Forlaget Proportion

Bedøm denne artikel
(3 bedømmelser)

FORLAGET PROPORTION.

 

genCLAUS M. LOHMAN: GENKALD. 466 sider. 269,95

Genkald - Tager handlingen op efter at den unge retsgenetiker, Sarah Bermann, og den jævnaldrende amish, David Stoltzfus med nød og næppe har undsluppet ONE-gruppen. Parret har nu slået sig ned blandt kvækerne i den lille idylliske købstad, Chalfont, i Bucks County, Pennsylvania. Her fungerer Sarah som egnslæge, og David ernærer sig som bridgewalkinginstruktør. Så langt så godt. Sarah og David må snart erfare, at hvad der på overfladen ligner harmoni, viser sig at være skrøbelig, eftersom det nyslåede forældrepar ikke kun må slås med fortidens rædsler, men også skal overvinde tabet af deres ene døde tvillingesøn. De får dog kort efter andet at tænke på. For under et museumsbesøg kommer Sarah i besiddelse af noget DNA, der viser sig at kunne stamme fra en af deres emigrerede forfædre. For at få klarlagt om familiens mutation stammer fra Europa eller om den er opstået spontant blandt efterkommerne i Amerika får Sarah hjælp til at få analyseret DNA´et, og her støder hun på det mystiske og låste dokument, Genkald. Da et tilsyneladende banalt rovmord kædes sammen med adskillige andre cancerdødsfald, som rammer det lille samfund, eskalerer begivenhederne for alvor, og før Sarah og David får set sig om, befinder de sig igen midt i skudlinjen. Ansigt til ansigt med både fortidens dæmoner og ikke mindst deres egne indre. For at overleve, må den lille familie tage alle midler i brug, og bedst som alt håb synes ude, kommer der pludselig hjælp fra en aldeles overraskende og uventet kant. Det både for parret og i høj grad også for læseren. Men hvad er Genkald, og hvad har dokumentet med de mange dødsfald at gøre?

Jeg kan kun give Genkald de varmeste anbefalinger. Jeg vil også gå så langt at mene de tre bøger: Genstart, Genspejl og Genkald, er en milepæl i den danske kriminallitteratur. Original både i persongalleri, miljø og plot.

Finn Hansen.

PS. Spændende bliver det, om de også når filmlærredet. Jeg håber det.


CLAUS M. LOHMAN: GENSPEJL. 432 Sider. Kr. 269,95 Som læser var man godt klar over, at noget anderledes var under opsejling da man fik Genstart i hånden i 2013. Det var første gang, danske læsere blev præsenteret for en konspiratorisk, faktuel spændingsroman med stænk af krimi og science reality. Nu følger Genspejl. Den tager tråden op fra slutningen af debutbogen. De to hovedpersoner retsgenetikeren, Sarah Bermann, og den unge amish, David Stoltzfus, når med nød og næppe at flygte fra massakren, som blev sat i værk af en hemmelig underafdeling, ONE, i FBI. Hændelsen resulterede i, at lederen af gruppen røg i fængsel. Sarah og David har skjult sig i Pine Creek, Pennsylvania. Sarah er imellemtiden blevet gravid. Dønningerne fra den dramatiske afslutning har tilsyneladende lagt sig, og parret er begyndt på en ny tilværelse som medarbejdere på det lokale plejehjem, Senior Care. Ganske langsomt begynder der at ske mærkelige ting. En af beboerne på plejehjemmet begår selvmord. Og i forbindelse med de rutinemæssige undersøgelser af dødsfaldet, finder politiet menneskeknogler på gerningsstedet. Det tager politiet ikke videre seriøst, for området har før været et gammelt indianerterritorium. Men modsat har Sarah en hel anden mening herom og får sendt knoglerne til obduktion. Sarah mener også, der skal være klarhed over den genetiske sammensætning hos de omkringboende mennonitter. Hun beslutter modvilligt, at vende tilbage til det genetiske center, hendes gamle arbejdsplads. Her venter hende en epokegørende opdagelse. Samtidig sker der endnu et mystisk og brutalt mord, hvor morderen efterlader sig et bibelsk citat skrevet med den myrdedes blod og stjæler en billet. Og så stiger dødsfaldsraten for alvor. Da den fængslede ONE-FBI-leder kommer undervejs med Sarahs unikke opdagelse, forstærker det hans hævnfølelse over for hende. Og snart er ONE atter samlet - rede til det ultimative hævntogt og udslettelse af fjenderne. Genstart - var spændende fra start til slut. Genspejl - er endnu mere spændende, medrivende, interessant og med et plot der overrumpler fuldstændigt. Det samme gør afsløringen af morderen. Kort sagt: Det er kontant, hæsblæsende spænding. 

KRIMI-CIRKLEN giver Genspejl ***** store *.

Finn Hansen.

 

 

Læst 2159 gange Senest ændret Søndag, 30 oktober 2016 19:15
Mandag, 16 marts 2015 15:42 Skrevet af  In Forlag